Menu

Nyt motionstilbud i Hvalsø IF og FC Lejre

image
Bruno Rasmussen
02. maj 2017 kl. 13:39
Hvalsø IF, FC Lejre samt DBU & DGI (Bevæg Dig For Livet), opstarter i fællesskab et nyt tilbud til de mange voksne kvinder og mænd, der ønsker og komme ud og røre sig på en sjov, sund og social måde.

Hvalsø IF, ligger fra lørdag den 20/5-2017 kl. 11.00 baner til et nyt tilbud i klubben, målrettet de mange voksne kvinder og mænd der gerne vil ud og røre sig på en sjov, sund og social måde. Bruno Rasmussen, næstformand i Hvalsø IF, siger om det nye tiltag:

”Vi har gået i et stykke tid og ville opstarte noget for de mange kvinder og mænd, der måske ikke har tid til træning flere gange i ugen eller kamp i weekenden. Eller dem som måske ikke har spillet fodbold før men som godt vil i gang med at prøve denne form for træning, og har manglet et sted at gå hen og have det sjovt, samtidig med at de gør noget for deres sundhed. Derudover så tror vi på at tilbuddet kan støtte op om det generelle klubliv i klubben.”

Kernen i tilbuddet er at det skal være sjovt, sundt og socialt, derudover kan selve træningen variere fra gang til gang, men gennemgående er dog opvarmningen, forskellige boldspil og til sidst stille og rolig kamp til 2 mål. Ydermere er det centralt at understrege at tilbuddet er åbent for alle m/k, og der bliver ikke stillet krav til hverken udstyr eller tidligere erfaring på en fodboldbane, ligesom at der tages hensyn til hinanden på banen og det sociale er i højsædet.

Om målgruppen for tilbuddet udtaler Bruno Rasmusssen:

”I første omgang har vi valgt at målrette tilbuddet kvinder og mænd + 25 som måske tidligere har spillet lidt, men hvor fysikken og motionen er kommet i baggrunden for rigtig mange andre hverdagsting. Vi kan også se at der er en del kvinder som vi tror på gerne vil i gang med at dyrke motion, men som ikke har kunnet finde noget der motiverer dem og mænd som måske er blevet ”tynd på toppen og rund på midten”. Vi håber at vi kan få dem ud på det grønne kunstgræs og møde nogle fra by og omegn igennem fodbolden. Vi håber at holdet kan blive et bredt tilbud med kvinder i alle aldersgrupper, og fra forskellige dele af egnen”.

Som omtalt er tilbuddet et samarbejde imellem Hvalsø IF og FC Lejre samt DBU & DGI (Bevæg Dig For Livet). Hvalsø IF lægger baner og træner til tilbuddet og DBU & DGI har valgt at støtte tilbuddet med en træner, der vil stå for træningen den første gang, samt vil fungere som sparringspartner for holdet. Ved at starte op på kunstgræs, kræver det heller ikke fodboldstøvler osv. – kom som du er. Lyder det som noget for dig så tag endelig kontakt til Bruno Rasmussen på: brunoogalice@yahoo.dk eller Casper Jensen på: cbj@bevaegdigforlivet.dk eller tjek på www.dbu.dk/fitness

Vi glæder os til at se dig

Luk