Vagtskifte hos herresenior 2

HIF har ansat Lars Jensen som cheftræner og Dean Krysfelt som assistent for herresenior 2. Formand Jakob Hermansen kalder det lidt af et scoop, at det er lykkedes at få de to klubmænd til at genoptage trænergerningen i Hvalsø IF. ”Det er virkelig et dygtigt trænerteam, vi har fået til at stå i spidsen for vores store gruppe af unge talentfulde spillere. Lars Jensen har tidligere vist, at han kan bygge et hold op, hvor det både er sjovt at gå til træning og udviklende som spiller. Vi skylder samtidig stor tak til Ronni Vester og Kasper Pedersen for sammen at have stået i spidsen for holdet siden efteråret 2021”, udtaler Jakob Hermansen. Ronni Vester og Kasper Pedersen vil fortsat træne herresenior 2 frem til det nye trænerteam tager over den 1. juli.
Det nye trænerteam er i fuld gang med at forberede sig på jobbet sammen med Kasper Bredahl Hansen, som vil hjælpe til som holdleder. De to garvede trænere har en lang historik i HIF og kender klubben og spillerne rigtig godt. Lars Jensen er 51 år og har bl.a. været med til at udvikle DBU-fodboldskolen i Hvalsø, stået i spidsen for flere af klubbens senior og ungdomshold, men også været cheftræner for Såby Fodbolds bedste herresenior, som han rykkede op fra serie 2 til serie 1. Lars har desuden selv spillet adskillige kampe på HIF’s førstehold.
Lars Jensen ser frem til at komme i gang med arbejdet med de mange unge spillere, men vil ikke opstille store forkromede mål eller erklæringer for efterårssæsonen. ”Vi skal se ud og være bedst til sidst i kampene. Og så skal vi vinde flere kampe end vi taber. Jeg tror også på, at vi kan tiltrække flere spillere til HIF, så vi forhåbentligt til foråret 2023 igen kan have tre herreseniorhold, slutter Lars Jensen.
Træningen for herresenior 2 bliver hver tirsdag og torsdag kl. 18.30 på græs, så længe solen står højt på himlen. Første træning med det nye trænerteam bliver i uge 28.