Menu

Remis mod Fårevejle

image
07. november 2021 kl. 14:46
Herre senior 1 spiller uafgjort 0-0 mod Fårevejle i efterårets sidste kamp

Forudsætningerne for poleret fodboldspil var ikke de bedste til lørdagens opgør mellem Hvalsø IF og Fårevejle i serie 1. Småregn og mørke skyer trak sammen over Fårevejle stadion lige op til kampstart og en tung og ujævn efterårsgrønsvær gjorde sit til, at de to holds spillere ofte foretrak at sende bolden mod himlen frem for snævert kombinationsspil langs jorden. Lad det derfor være sagt med det samme. Dagens opgør blev en chancefattig omgang tjubangfodbold præget af højt tempo og hårde dueller. Alligevel blev det til et par store scoringsmuligheder til begge hold, som kunne have sikret dem alle tre point.

Den første store chance faldt efter en halv times spil til HIF’s Julius List, som hårdt presset sparkede bolden lige over mål efter et præcist indlæg fra Benjamin Mortensen fra banens højre side. Hvalsø sluttede halvlegen bedst af med et par gode omstillinger over både venstre og højre kant, men uden HIF’erne dog blev rigtig farlige. Det blev til et par kvalificerede afslutninger fra Emil Møller men begge forsøg gik over mål.

Fårevejle startede anden halvleg bedst med et højt kontant pres på HIF’erne. Alligevel blev det HIF, som fik halvlegens bedste tilbud, da HIF’s Benjamin Mortensen efter 7 minutters spil fik en friløber. Det var Emil Malm, som over 30 meter lagde en millimeterpræcis diagonalaflevering for fødderne af ham. Desværre kom Fårevejles keeper godt ud af sit mål og fik blokeret Mortensens afslutning. Også Fårevejle havde et par gode scoringsmuligheder. Især et afrettet skud fra kanten af feltet var lige ved at snyde Thomas Hyllested i HIF’s mål, men landede lige i favnen på den rutinerede målmand. Fårevejle pressede på i kampens døende minutter, men uden at blive rigtig farlige over for en velspillende HIF-defensiv dirigeret af Tobias Hermansen og Jannick Hansen.

Dagens resultat betyder, at HIF overvintrer på sjettepladsen i rækken med 21 point efter 13 kampe. HIF holdt nullet for femte kamp i denne sæson og har kun lukket 12 mål ind, hvilket er næstfærrest i rækken efter Køge BK med 10. Der venter nu HIF- en velfortjent pause efter en lang sæson. Næste kamp i serie 1 er den 18. marts mod Køge BK på Capelli Sport Stadion i Køge.

Luk