Menu

Herresenior 1 vinder storsejr

image
02. april 2023 kl. 20:51
HIF vinder knusende sikkert i sæsonåbning mod Raklev G&I

Lad det være sagt med det samme. Hvalsø IF fik revancheret sig eftertrykkeligt for efterårets 0-2 nederlag til Raklev G&I. HIF satte gæsterne til vægs med hele 7-0. Og sejren var ikke ét mål for stor. Hvalsø tilspillede sig i kampens løb et hav af chancer og havde vel godt og vel 20 skud på mål, som enten røg forbi eller blev reddet af en ganske velspillende Raklevkeeper.

Det var derfor også en særdeles tilfreds cheftræner Benjamin Mortensen, som umiddelbart efter åbningskampen gjorde status. ”Det var en flot åbningssejr, som tydeliggør den store fremgang, vi har gennemgået siden efteråret. 7-0 var ikke et mål for lidt, og med lidt mere kynisme kunne kampen sagtens være endt tocifret”, fastslog en særdeles tilfreds cheftræner. 

Hvalsø var fra kampens start klart mest i boldbesiddelse, men formåede ikke rigtig at skabe de store chancer, før en lille halv time inde i kampen. ”Vi startede lidt nervøst med uvant mange fejlafleveringer. Men det første mål var forløsende og fik holdet til at slappe af, så vi fik gang i det vanlige kombineringsspil”, vurderede Benjamin Mortensen. Føringsmålet blev scoret af Lukas Moesgaard på et brag af et hovedstød efter et præcist indlæg fra holdets venstre back Julius List, som for første gang i kampen havde taget turen til baglinjen. Føringsmålet satte gang i hjemmeholdet, som nu begyndte at producere chancer på stribe. Og allerede få minutter efter kunne Jesper Madelung bringe Hvalsø foran med 2-0, da han headede bolden i mål ved bagerste stolpe efter, at Simon Højgaard Jensen havde ekspederet den videre til ham efter et hjørnespark. Og ganske få minutter senere var det igen Jesper Madelung, som var på færde, da han scorede til 3-0 efter, at være blevet spillet fri i dybden af Simon Højgaard Jensen. Fortjent 3-0 til HIF ved halvtid.

Jeppe Carlsen i Hvalsømålet havde ikke meget at lave kampen igennem. Men efter bare fem minutters spil af anden halvleg fik han lejlighed til at vise klassespil i buret, da han blokerede en kæmpe scoringsmulighed til gæsterne, som for en sjælden gang skyld var på besøg på HIF’s banehalvdel. Men lige som Raklev troede, at de var på vej ind i kampen, slog indskiftede Mads Thiesen til minuttet efter med et rigtigt powermål til 4-0. Assisten kom fra Jesper Madelung, som spillede en millimeterpræcis aflevering i dybden til Mads Thiesen. Trænerteamet var svært tilfredse med, at scoringen netop kom fra en af holdets indskiftere. ”Det er et godt eksempel på holdets store bredde, at Mads Thiesen kom ind efter 35 minutters spil og scorer, og ender med at blive kampens spiller, helt fortjent. ”, erklærede Benjamin Mortensen.

Hvalsø holdt herefter rent skydetelt mod Raklevs mål i de følgende minutter, hvor kuglerne fløjtede forbi Raklevmålet. Til sidst kunne hjemmeholdet dog ikke skyde ved siden af længere. Efter godt 70 minutter blev det 5-0, da Jannik Hindsbøl Flindt scorede på hovedstød efter et perfekt servet indlæg fra Simon Jensen fra banens højre side. Endnu en indskifter sørgede for scoringen til 6-0. Det var Benjamin Austin, som hamrede bolden op i det ene målhjørne ti minutter før sid efter et fint oplæg fra Jannik Bech Carlsen.

Kort før tid lukkede Simon Højgaard Jensen kampen til slutresultatet 7-0. Han scorede således sikkert på et straffespark begået mod Julius List, som igen havde taget turen med helt frem i gæsternes felt, hvor han blev nedlagt ureglementeret af en Raklevspiller.

Det blev en særdeles velfortjent 7-0 sejr til Hvalsø IF, som dermed kom godt fra land i forårets første turneringskamp i serie 3. Ikke svært at forstå, at HIF's trænerteam var yderst tilfredse med dagens indsats af HIF's "young guns". 

Herresenior 1 spiller sin næste turneringskamp lørdag den 8. april hjemme mod Nykøbing Sjælland med kampstart kl. 14.00.

God weekend for HIF's herresenior

Ikke kun herresenior 1 vandt i weekenden. Også både herresenior 2 og herresenior 3 vandt weekendens kampe i serie 5 og 6. Herresenior 2 vandt 2-0 ude mod Tølløse BK, mens herresenior 3 vandt 3-2 fredag mod Slagelse B&I.

Luk