Menu

Ærgerlig uafgjort mod topmodstander

image
18. september 2021 kl. 23:04
Herresenior 1 vadede i chancer i lørdagens opgør mod Svebølle BI, men manglede kynisme

Det var tyveri ved højlys dag, da Svebølle lørdag eftermiddag havde held til at få det ene point med hjem fra Hvalsø stadion til Vestsjælland. HIF spillede det bedste fodbold set meget længe på de her kanter mod et ellers meget formstærkt udehold. Alligevel gik det galt for HIF, som måtte nøjes med 1-1 efter en Svebøllescoring i kampens døende minutter. Især i kampens første halvleg viste HIF høj klasse og spillede både besnærende og hurtigt fodbold langs græsset. Hjemmeholdet havde samtidig en god defensiv struktur på spillet, der gjorde, at Svebølle ikke var i nærheden af chancer i kampens første 45 minutter.

HIF kom derimod flyvende ud af starthullerne. Efter bare 7 minutter lagde Emil Malm en gudeaflevering over 30 meter til Julius List på højrekanten, som trak ind i banen og afsluttede mod mål. Skuddet blev blokeret af en Svebøllespiller og sprang over til Emil Møller, som fandt Simon Jensen i feltets venstre side. Med bolden klinet til fødderne snoede Jensen sig behændigt mellem 2-3 Svebølleforsvarer og afsluttede uimodståeligt fra en spids vinkel forbi Mike Larsen i Svebøllemålet. 1-0 til HIF. Scoringen blev startskuddet på en fremragende HIF-periode. Det ene gode HIF-angreb efter det andet rullede ned mod Svebølles mål. Først blev det til en dobbeltchance, hvor først Simon Jensen og dernæst Emil Møller brændte på Svebølles keeper. To minutter efter fik Simon Jensen igen en friløber efter en god aflevering fra Julius List, men blev tacklet i sidste øjeblik af Svebølles stærke stopper Jonas Thomsen. Herefter var det Emil Møllers tur til at få en friløber efter en god aflevering fra Tobias Hermansen, men brændte. Ti minutter efter skød Møller i sidenettet fra kort afstand og lidt efter afsluttede han igen på mål (eller var det et indlæg?), men ramte en Hvalsøspiller i hovedet (var det et hovedstød?), så bolden røg lige forbi Svebøllemålet. Svebøllemålet var forhekset i denne periode. 1-0 ved halvleg.

Svebølle kom bedre med i anden halvleg. Alligevel var det HIF, som startede bedst. Allerede efter 7 minutter burde HIF have haft chancen fra 11-meterpletten, da William Chrittreu blev nedlagt i feltet efter en velgennemspillet HIF-kontra, men dommerens fløjte forblev tavs til store ærgrelse for HIF-supporterne. I stedet fik Julius List chancen fra kanten af feltet, men han overplacerede bolden. Svebølle begyndte herefter langsomt at få bedre greb om kampen – dog uden at det blev til de helt store chancer. Udeholdet var farlige på hjørnespark, men Tobias Hermansen og Simon Schmidt i det centrale forsvar havde godt styr på de høje indlæg. Det blev til et par giftige hjørnespark, hvor udeholdet satte Hvalsømålet under pres. Det var dog stadig HIF, som havde de største chancer. Bl.a. afsluttede Daniel Thiesen på overliggeren efter en god times spil efter et fremragende sololøb. Og efter 75 minutter havde Simon Schmidt et godt hovedstødsforsøg efter et hjørnespark, ligesom Lucas Moesgaard hamrede bolden på overliggeren fem minutter før slutfløjt. HIF var langt det farligste hold i dagens kamp. Alligevel lykkedes det Svebølle at udligne i kampens sidste minut til slutresultatet 1-1, da måltyven Jonas Bengtsson hamrede bolden ind bag en chanceløs Thomas Hyllested i HIF-målet efter en imponerende solotur i ekspresfart over 30 meter i HIF’s højreside.

Efter spil og chancer var Svebølles udligning tyveri ved højlys dag. Alle HIF-spillere vil være skuffede over slutresultatet, men bør være godt tilfredse med deres indsats. De spillede alle en virkelig god gang fodbold, hvor det lykkedes at skabe chancer på stribe og samtidig holde Svebølles målmaskine fra scoringsmuligheder i 89 minutter. Cheftræner Martin Jungsgaard havde virkelig sat holdet godt op til dagens kamp. Næste lørdag spiller HIF ude mod B73 Slagelse kl. 15.30 i Slagelse. Her har HIF revanche til gode, men fortsætter drengene takterne fra dagens kamp, får Slagelsemandskabet det svært.

Luk