Menu

Første tilskuere kan komme på stadion

image
21. april 2021 kl. 11:33
Dagens forøgelse af forsamlingsloftet til 50 giver lille åbning for tilskuere på stadion

Forsamlingsloftet hæves i dag fra 10 til 50 personer for udendørs forsamlinger. Det betyder, at der fra i dag vil være plads til et mindre antal tilskuere til udendørs fodboldkampe. Antallet af tilladte tilskuere finder du ved at trække antallet af aktive personer på banen (spillere, trænere, dommer, linjevogtere og holdledere) fra de 50.

Det betyder, at der til ungdomskampe i HIF vil være 20-25 ledige tilskuerpladser (afhængig af om det er 8- eller 11-mandskamp). Disse pladser vil i Hvalsø være forbeholdt spillernes forældre fra både ude- og hjemmeholdet. Set i forhold til det antal tilskuere, der normalt er til disse kampe, forventer vi, at det kunne holdes under de 50 personer.

Til senior og veterankampe i HIF vil der være ca. 15 ledige pladser, som vil være forbeholdt personer, der har en funktion i forhold til kampen. Det kan f.eks. være som coronavejledere, bolddrenge/piger eller hvis du tager tjansen som pressemedarbejder eller livescorerindberetter. Evt. øvrige ledige pladser vil gå til personer, som har lavet en aftale med seniorformanden/holdleder for det spillende hold. Også her vil det være en fordel, hvis man har en funktion. Men meld dig som coronavejleder, livescoreindberetter eller reporter og skriv et kampreferat til hjemmesiden og Facebook, så har du mulighed for at være på.

Alle trænere opfordres til at kontakte udeholdets trænere og aftale et højeste antal på forhånd, så vi undgår unødige konflikter om dette.

Vi er desværre nødt til at gøre det på denne måde for at have styr på antallet af tilstedeværende. Vi håber, at reglerne vil fungere smidigt og tilgodese de mange gode mennesker, der gerne vil se fodbold i HIF.

Første kamp på stadion under det nye tilskuerregelsæt er herre senior 2, som åbner serie 3 i dag kl. 18.30 mod et af rækkes tophold fra Albertslund IF.

 

Luk